Sukkerets historie – fra sukkerrør til dansk roesukker

Sukker blev oprindelig udvundet af sukkerrør, en plante fra Asien, hvor man lærte at koge saften ind til krystaller. I Europa var sukker i århundreder en dyr luksusvare. Efter 1492 voksede dyrkningen af sukkerrør i Caribien på plantager, hvor slavegjorte afrikanere udførte arbejdet, og Danmark havde sine egne sukkerøer. Fra 1800-tallet fik rørsukker konkurrence af sukker fra roer, og i Danmark kom en roesukkerindustri i gang i 1870’erne.

Sukkerrørets oprindelse

Sukkerrør er en græsart, der stammer fra Asien og Stillehavsområdet. Ifølge Wikipedia udviklede planten sig for omkring 8.000 år siden i bl.a. Kina, Indonesien, Malaysia og Indien. I Indien lærte man for omkring 1.500 år siden at koge sukkersaften, så den blev til fast, krystalliseret sukker. Ordet „sukker“ stammer fra et oldindisk ord for korn eller grus.

Sukkeret nåede Europa over land og over havet. I 714 bragte araberne det til Spanien, og derfra spredte det sig til Italien. Venedig blev et center for raffinering af indisk råsukker, som derfra blev solgt videre i Europa.

Luksusvare og sukkertoppe

Sukker var længe så dyrt, at det blev kaldt „det hvide guld“. Velhavende gemte det som opsparing. Det raffinerede sukker blev solgt som sukkertoppe, kegler af fast sukker, som blev formet i en tragt med et lille hul i bunden, så væsken kunne løbe fra. Toppene kunne veje 5–15 kg, så i butikken blev der hugget stykker af med en sukkerhammer eller en sukkersaks.

Sukkertoppen var almindelig til slutningen af 1800-tallet, hvor granuleret sukker og sukkerknalder afløste den. Omkring 1940 forsvandt den fra de danske dagligvarebutikker. Typerne i dag er beskrevet under sukkertyper.

Plantager og slaveri i Dansk Vestindien

Efter Columbus’ opdagelse af Amerika i 1492 voksede dyrkningen af sukkerrør hurtigt i Caribien. Råsukkeret blev sejlet til Europa og raffineret dér. I 1600-tallet havde de fleste europæiske lande kolonier, hvor slavegjorte, der var købt i Afrika, arbejdede på sukkerplantagerne.

Danmark ejede øerne Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix, samlet kaldt Dansk Vestindien. Sankt Thomas blev dansk koloni i 1672, og Sankt Croix blev købt fra Frankrig i 1733. Kun Sankt Croix egnede sig for alvor til plantagedrift, og den blev den mest produktive ø.

Arbejdet på plantagerne foregik under tvang. Slavegjorte levede under dårlige forhold, arbejdede hårdt og havde næsten ingen rettigheder. I 1733 var der et blodigt, men mislykket oprør på Sankt Jan.

Forordningen fra 1792 og slaveriets ophævelse

Den 16. marts 1792 udstedte kongen, Christian 7., en forordning om at ophøre med slavehandelen fra Afrika til de danske kolonier. Den trådte først i kraft 1. januar 1803. Ifølge Wikipedia var Danmark-Norge den første europæiske slavehandlende stat, der besluttede at afskaffe handelen.

Forbuddet gjaldt kun indførsel af nye slavegjorte. Slaveriet og handel inden for kolonien fortsatte. Det blev ophævet i 1848, efter at ca. 8.000 slavegjorte var marcheret til Frederiksted på Sankt Croix og havde krævet frihed. Guvernøren erklærede dem frie. Danmark solgte øerne til USA i 1917.

Raffinaderierne i København

Råsukkeret fra øerne blev sejlet til København og renset på raffinaderier. Allerede i 1721 fik Vestindisk-guineisk Kompagni privilegium til at oprette et raffinaderi på Christianshavn. I 1798 var der 18 raffinaderier i København med omkring 500 ansatte.

Roesukkerets opdagelse og gennembrud

Tanken om at udvinde sukker af roer går tilbage til midten af 1700-tallet. I 1747 offentliggjorde den tyske kemiker A.S. Marggraf undersøgelser, der viste, at roer indeholder en betydelig mængde sukker, som kunne krystalliseres. Godsejeren Franz Achard sammenlignede i 1780’erne roesorter og fandt, at en hvid schlesisk roe var bedst egnet til fabriksmæssig sukkerudvinding. Kommerciel fremstilling begyndte i Tyskland i 1802.

Gennembruddet kom under Napoleonskrigene. Under Fastlandsspærringen, som Napoleon indførte i 1806–1807, var England afskåret fra handel med kontinentet, og råsukker fra sukkerrør kunne ikke sejles dertil. Metoden spredtes hurtigt til andre europæiske lande. Efter krigen importerede man igen rørsukker, fordi det var billigere, men forædlingen af roerne fortsatte. Sukkerprocenten steg fra ca. 6 % til op mod 20 %.

Omkring 1850 udgjorde roesukker ca. 14 % af verdens sukkerproduktion. I 1923 var andelen over 50 %. Da slaveriet ophørte, blev rørsukker dyrere at producere, fordi de frigivne skulle have løn. I anden halvdel af 1800-tallet gav konkurrencen fra europæisk roesukker øerne økonomiske problemer.

Dansk roesukkerindustri fra 1870’erne

De Danske Sukkerfabrikker blev stiftet den 20. april 1872 med C.F. Tietgen som formand. Formålet var at fremstille sukker af sukkerroer. Selskabet overtog samtidig to raffinaderier i København. Byggeriet af fabrikken i Odense startede i 1872, og produktionen begyndte i 1873.

Flere fabrikker kom til: Nakskov i 1882, Stege og Assens i 1884. Samme år blev en andelssukkerfabrik grundlagt i Nykøbing Falster. Arealet med sukkerroer voksede fra 1.500 hektar i 1881 til 38.500 hektar i 1920. Fra 1932 til 1973 var produktionen reguleret af en koncessionsordning. Selskabet var selvstændigt til 1989.

Efterhånden samledes produktionen på færre fabrikker. Assens lukkede i 2006. Hvordan roerne dyrkes og forarbejdes i dag, kan du læse om under sukkerroer. Forskellen mellem de to råvarer er beskrevet under rørsukker, og molekylet bag er forklaret under sukkerets kemi.

Årstal i overblik

Sitets forside om sukker giver et samlet overblik.